Glem truslen fra den journalistiske superrobot. Den store automatisering af jobs i mediebranchen går formentlig udenom redaktionen.
Foto: Andrea Piacquadio / Pexels
Af Lars K Jensen
Lars er rådgiver og digital chef hos Willmore. Han har en baggrund i journalistikken og hjælper især medier og medlemsorganisationer med at forstå deres brugere, lancere produkter og skabe værdi. Derudover rådgiver og underviser han i Jobs To Be Done-metoden, som du kan læse meget mere om i denne artikel.
Tag fat i Lars: lars@willmore.dk / LinkedIn / Twitter
Når man taler om automatisering og robotter og maskiner, der erstatter mennesker, forestiller de fleste sig nok en superudgave af en kunstig intelligens, der selv kan tænke og træffe intelligente valg.
Hvis man er bange for at miste sit job (eller dele af det) til automatisering, er det dog slet ikke den type maskineri, man skal frygte. I stedet handler det om kedelige robotter, der overtager så kedelige opgaver, at vi sjældent hører om det.
To slags kedelige robotter
Det forklarer New York Times-journalisten Kevin Roose i sin nye bog ‘Futureproof’, der bærer undertitlen ‘9 Rules for Humans in the Age of Automation‘.
Han kalder dem “Boring Bots” og deler dem op i to:
Bureaukratiske bots
Back-office-bots
Bureaukratiske bots er en type automatisering, vi ikke ser så meget herhjemme endnu, men den er på vej.
Roose skriver:
“These are the faceless, anonymous algorithms that are used by government agencies, financial institutions, healthcare systems, criminal courts, and parole boards to make important, life-altering decisions, but that rarely attract the same kind of attention or scrutiny as consumer automation products made by companies like Amazon and Google.”
Zetland har tidligere skrevet om, hvordan det offentlige er begyndt at eksperimentere med kunstig intelligens, og at man i Hjørring og Silkeborg sågar tester at bruge algoritmer til at forudsige, om et barn skal anbringes udenfor hjemmet.
Så kan man selvfølgelig påpege, at potentielle anbringelse af børn bestemt ikke er “boring”, men det er et godt eksempel på, hvordan man også forsøger at få hjælp fra algoritmerne i svære beslutninger.
Roose skriver, at bureaukratiske bots ofte er sjusket designet og implementeret (det er der utallige eksempler på fra USA) og kan skabe problemer af kafkaske dimensioner for de mennesker, der eksempelvis bliver frataget deres understøttelse.
Ganske fordi alt for få forstår, hvordan algoritmen har truffet en given beslutning.
Og derfor er det selvsagt risikabelt at bringe denne form for automatisering i spil indenfor så vigtige spørgsmål som at fjerne børn fra deres hjem.
Back-office-bots er kendetegnet ved, at de løser opgaver, som mange af os ikke vidste fandtes – og bliver varetaget af mennesker:
“Back-office bots are the software programs that can do the kinds of menial, unsexy tasks that are necessary for any large organization to function. If you work in a big company, you can probably think of someone with a generic-sounding title like operations coordinator or benefits administrator—these are exactly the kinds of people back-office bots are designed to replace.”
Denne type automatisering kaldes også RPA (“Robotic Process Automation”), og hvad den mangler i appel, har den til gengæld i økonomi.
Det er formentlig den hurtigst voksende del af automatisering, og ifølge Roose forventes det at være en industri til 6 milliarder dollars (37 millarder kroner) i 2025.
Indholdsrobotterne
Det samme kan ikke siges om de indholdsrobotter, mange tænker på, når de hører om automatisering i mediebranchen. Denne type algoritmer bliver tit sat til at skrive databaserede historier om for eksempel regnskaber og bolighandler – og de fodboldkampe, menneskejournalisterne ikke gider eller ikke kan dække.
Det er klart, at hvis du kun sidder og skriver regnskabshistorier eller kampreferater, så det er det nok begrænset, hvor længe du har de opgaver uden maskinel indblanding. Men hvis du taler med og interviewer andre mennesker (og måske endda stiller kritiske spørgsmål) og bruger dig selv og dine erfaringer i dine historier, er du mere sikker.
De jobs, der reelt forsvinder til automatisering bliver ikke journalisternes.
“Journalistjobs vil i det store hele være stabile, selvom dele af arbejdet vil blive ofre for automatisering og algoritmer,” som Nicholas Diakopoulos skriver i sin bog, ‘Automating the News’.
Han identificerer 10 grader af menneske- og maskininvolvering i et arbejde:
10. Maskinen beslutter alt, fungerer autonomt og ignorerer mennesket. 9. Maskinen giver kun mennesket besked, hvis den vil. 8. Maskinen giver mennesket besked, men kun hvis den bliver spurgt. 7. Maskinen eksekverer automatisk og giver mennesket besked, hvis nødvendigt. 6. Maskinen giver mennesket afgrænset tid til at “vetoe” en automatisk beslutning. 5. Maskinen eksekverer forslaget, hvis mennesket godkender. 4. Maskinen foreslår et alternativ. 3. Maskinen snævrer udvalget ned til få alternativer. 2. Maskinen giver mennesket en fuldstændig liste over valg og mulige beslutninger. 1. Maskinen giver ingen hjælp. Mennesket må selv gøre alt og tage alle beslutninger.
Jo nærmere du kommer 10, jo mindre fylder du, og jo lettere er du at automatisere. Men rigtig meget journalist kommer jo ikke langt op ad den liste.
De udsatte
De jobs, der i størst omfang forsvinder til automatisering vil være andre jobs i organisationen, som du måske slet ikke kendte til, hvis du er journalist.
Hvem afleverer du for eksempel kvitteringen til, hvis du har købt noget på firmaets regning? Hvem bookede flybilletten, sidst du var ude at rejse?
Hvis ikke disse opgaver allerede helt eller delvist er overtaget af “boring bots”, er det formentlig kun et spørgsmål om tid. ◉
Nyhedsbrev
Vi udgiver indhold og holder arrangementer med interessante mennesker fra branchen. Få en e-mail, når der er nyt: